STRIK JULEN IND MED FÆLLESSANG
Vi gentager de sidste års succeser!
Mandag d. 7. dec. 2026 på Folkehjem i Aabenraa.
Gav’strikken kalder alle garnglade mænd og kvinder!
Kom med til en hyggelig aften med jul, nørklerier og fællessang. Der skal strikkes og hækles, mens vi i fællesskab synger julen ind. Du skal bare komme med dit strikke / hækletøj og dit gode humør, så skal vi nok sørge for at stemningen er sat til en fornøjelig aften i det bedste selskab.
Boderne åbner kl 17.45. Dørene til Kongesalen åbnes kl. 18.15, hvorefter der er fri strik og hygge samt mulighed for handel i boderne til kl. 19.15. Der vil være fine små boder med lækre håndlavede ting til salg – ligesom vi også kan love, at der vil være et godt garntilbud eller to på aftenen.
Når I ankommer, vil I blive anvist plads i Kongesalen. Der vil blive fyldt op nedefra, sådan at man kan sidde samlet i grupper og på den måde, kan man tage plads til dem man følges med. Anvisningen af pladser bedes respekteret, hvilket er for at undgå singlepladser, der ikke benyttes samt tilgodese alles mulighed for at sidde samlet med dem man følges med. Vi vil gerne henstille til, at man ikke kommer før 17.45, da udstillerne skal have mulighed for at nå at stille op. Desuden bliver presset på døren for stort, hvis man kommer for at stille sig i kø. Der er plads til alle og vi vil gøre alt for, at man kan sidde samlet.
Kl. 19.15 går vi i gang med fællessangen. Klaveret styres af dygtige Tina Fabricius.
Fællessangen er delt op i 2 akter med en kaffepause imellem. Inden kaffen vil der være forskellige gæster, der kort vil fortælle om deres yndlingssang, inden vi synger den. Efter kaffen vil vi synge sange, der er udtrukket blandt jeres ønsker. I dagene op til arrangementet, har I mulighed for at skrive jeres ønsker på Facebook, og det er blandt disse ønsker, vi udtrækker 2. akts sange.
Det kan kun blive en aldeles skøn aften – kom og vær’ med!
Pris: 225,- kr. inkl. kaffe/te og brødtorte.
Vi har reduceret antallet af deltagere, så der maksimalt er plads til 200 glade sanggæster langs de opstillede borde. Dette for at sikre god plads til alle inde i Kongesalen.
NB: Hvis du ligger inde med garnrester, du ikke hvad, hvad du skal gøre med, så kan de denne aften medbringes og doneres til Julehjertebyen. Vi sætter en kurv op, som de kan lægges i. Julehjertebyen kan bruge alle typer af rester - små som store nøgler - og det er helt utroligt, hvad de kan få ud af dem. Den nye produktion starter allerede op i januar, så selvom resterne ikke bliver brugt til dette års julehjerteby, så vil de indgå i produktionen til næste års julehjerteby. I løbet af året, kan du også altid aflevere dine garnrester i butikken, så sørger vi for, at de kommer videre til Julehjertebyen :-).
Ved køb af billet til arrangementet, klikker du blot "afhentning i butik", så du ikke skal betale porto. Vi registrerer dig på tilmeldingslisten og du opgiver blot dit navn ved ankomst. Du skal ikke afhente billet i butikken forud for arrangementet.