Denne opskrift er på dansk.
Ballonsweater har ballonærmer, der begynder langt nede på skuldrene og understreges af en tætsiddende rib ved håndleddene. Ballonsweateren strikkes oppefra og ned. I begyndelsen af bærestykket strikkes skulderudtagninger samtidig med, at der strikkes vendepinde for at danne halsudskæringen. Herefter strikkes for- og bagstykke hver for sig (frem og tilbage i glatstrik). Under ærmegabet samles arbejdet, og resten af kroppen strikkes rundt på rundpind. Der samles masker op til ærmer, og disse strikkes ligeledes rundt på rundpind og til slut strømpepinde (eller med Magic Loop-teknik). Således er Ballonsweateren monteringsfri udover enderne, der skal hæftes.
Lav en strikkeprøve, inden du går i gang. Husk at vaske og blokke strikkeprøven for at se, om strikkefastheden ændrer sig i vask.
Størrelsesguide
Ballonsweater bør have et bevægelsesrum (positive ease)på omtrent 10-15 cm i forhold til dit brystmål. Størrelserne XS (S) M (L) XL (2XL) svarer til et brystmål målt på egen krop på 80-85 (85-90) 90-95 (95-100) 100-110 (110-120) cm. Målene på den færdige sweater er angivet på forsiden af opskriften (bemærk, at disse mål kun gælder, hvis strikkefastheden overholdes). Mål dig selv, inden du går i gang med at strikke, for at vurdere hvilken størrelse, der vil passe dig bedst. Hvis du fx måler 90 cm rundt om brystet (eller det bredeste sted på din krop), bør du strikke en str. S. En sweater i str. S har overvidden 101 cm og vil i nævnte eksempel give et bevægelsesrum (positive ease) på 11 cm.
Størrelser: XS (S) M (L) XL (2XL)
Sweaterens mål:
Overvidde under ærmegab: 95 (101) 107 (112) 122 (130) cm
Længde: 49 (51) 53 (56) 58 (58) cm (målt midt bag ekskl. ribkant i halsen)
Strikkefasthed: 21 masker x 28 pinde i glatstrik på pind 4 mm = 10 x 10 cm
Vejledende pinde: Rundpind 3 mm (40 og 80 eller 100 cm), rundpind 4 mm (40, 60 og 80 eller 100 cm), strømpepinde 3 mm
Materialer: 250 (300) 300 (350) 350 (350-400) g Arwetta fra Filcolana (50 g = 210 m) eller Sunday fra Sandnes Garn (50 g = 235 m) strikkes sammen med 125 (150) 150 (175) 175 (175-00) g Kid Seta fra Gepard (25 g = 210 m) eller Tilia fra Filcolana (25 g = 210 m) eller Tynn Silk Mohair fra Sandnes Garn (25 g = 212 m) ellerSilk Mohair fra Isager (25 g = 210 m)
Sværhedsgrad: ★ ★ ★ ★ ★ (5 ud af 5).
Sunday, Sandnes, findes her
Tynn Silk mohair, Sandnes, findes her
Se klassifikationen af sværhedsgrad her.